Artikel som  jeg skrev til B.T. - det skal siges, at jeg egentlig synes, rødvin smager surt, så jeg drikker det næsten aldrig.

Drink and drive i Bourgogne

Af SIMON RIEDEL

Kør og drik skøn vin med god samvittighed i franske Bourgogne

Solen skærer ekstra kraftigt i øjnene, da jeg træder op fra Chablis-vinkælderen med en behagelig bimmelim på efter en skøn vinsmagning. Cyklen står klar til endnu en etape i det uofficielle løb Tour de Bourgogne by Velo - Bourgogne på cykel. Forude venter hotel og endnu en syvretters menu.
På det næste stykke vej gennem det middelalderprægede distrikt oplever jeg vinmarker med arbejdende bønder, helt uden forstyrrende og larmende trafik.
Turen foregår på en glimrende lejet tourcykel med 27 gear, og man behøver ikke at være Kyllingen fra Tølløse, for at kunne bestige bakkerne. Det er intet problem at køre de daglige etaper på 20-60 kilometer.

Ved vinsmagningen er vi blevet belært om, hvordan nogle af vinrankerne er mere end 80 år gamle og deres rødder rækker langt ind mod Jordens centrum.
Det er her, de henter masser af vitaminer og mineraler, som giver smag.
Cykelferie er noget, de fleste har set fra deres bilruder, når små familier kæmper af sted med 750 kilo oppakning i cykeltrailere. Det slipper man for i Bourgogne, hvor man kan købe en færdigpakket ferie. Så står der cykler og hoteller med måltider til rådighed undervejs. Og ens bagage bliver kørt fra sted til sted undervejs.

600 km cykelstier

De franske turistmyndigheder arbejder ihærdigt på at udbrede kendskabet til den nye form for aktivferie. Der er skabt 600 km cykelstier gennem Bourgogne - snart er der 800 km. Stierne kan også bruges af dem, der står på rulleskøjter eller vandrer.

Er man cykelgal, bør man besøge cykelmuseet i Cormatin - Musée du Velo. Dér er - foruden historiske cykler fra 1818 og fremefter - spændende sager som cigarer med Tour de France-rytternes ansigter på banderolerne. Det var åbenbart datidens doping før epo og testosteron. Og så er der uforlignelige LP-plader med Eddy Merckx, verdens største cykelrytter gennem tiderne.

Historien om et ødelagt hjul

Museets dramatiske højdepunkt er et stærkt ødelagt cykelhjul fra dengang cykelrytteren Jose Meiffret satte hastighedsrekord på cykel. Det lykkedes ham at komme op på 204 km/t., mere end en faldskærmsudspringer. Under forberedelserne gik det dog galt, og Meiffret styrtede med 175 km/t., mens han »lå på hjul« af en Porsche 935 Turbo.

Museet rummer også en helt almindelige racercykler, og man kan spørge sig selv: Hvad har cykeldesignerne dog lavet i alle disse år? Stort set intet har forandret sig, siden man i 1940 lavede en cykel med hele fire gear.

Cyklen er kåret til at være verdens bedste opfindelse. Vin er bedre, vil mange nok mene, men den har ingen opfinder.

Til gengæld findes den i rigelige mængder i Bourgogne. Ekset med cykler

Lagt på www.bt.dk den 26. september 2006 kl. 11:12